fbpx
  • Home
  • /
  • Blog
  • /
  • Sådan vælger du den bedste diæt eller kostplan

af Jan

17. januar 2020

hvad er den bedste diæt og hvilken skal du vælge

Jeg får ofte spørgsmålet om, hvilken diæt eller kostplan jeg selv tror på eller følger. Er det low-carb, Paleo, Keto, vegansk eller måske regelmæssig faste? I princippet spørger de om: ”Hvad er den bedste diæt?”

I dag deler jeg mit måske overraskende svar. Jeg vil også forsøge at forklare hvordan jeg bruger bestemte ”bedste diæt” principper i mine coaching ydelser, som har ændret livsstilen hos mange kvinder og mænd.

Hvad er den bedste diæt?

Det er et rigtigt godt spørgsmål og på trods af mange års erfaring med spørgsmålet, er jeg endnu ikke kommet op med et rigtigt kort svar.

Jeg hælder ikke til en bestemt ”diæt lejr” og det forvirrer folk lidt, da de fleste godt kan lide en enkel opdeling. Og meget ville sikkert være meget nemmere, hvis bare jeg ”troede” nok på en bestemt kostplan.

Men det kan jeg bare ikke.

Her er hvorfor:

Jeg tror ikke på, at der er en enkelt, absolut, positiv og uden-en-tvivl bedste diæt for alle personer, som de skal følge nu, altid og for evigt.

Når man coacher rigtige personer hver dag ved man, at forskellen på de enkelte er enorm stor:

  • Kropstype
    Nogle er høje og tynde – andre er lave og fyldige.
  • Madpræferencer
    Nogle spiser masser af kød hver dag – andre spiser slet ikke kød.
  • Budget
    Nogle har ikke råd til at købe alt – andre har ubegrænsede budgetter.
  • Økologisk / Konventionelt
    Nogle klienter spiser kun mad, der er indpakke i emballage. Andre spiser kun økologiske, naturlige og uforarbejdede madvarer.
  • Viden om ernæring
    Nogle kommer som meget trofaste og bevidste følgere af en bestemt diæt. Andre har overhovedet ingen viden om ernæring.
  • Tid
    Nogle har masser at tid til et livsstils- og fitness-projekt. Andre har meget lidt tid at sætte af til projektet.

Der er simpelthen ingen simple måde jeg kan hjælpe disse personer til at lave forbedringer i deres madvaner, hvis de skulle presses ind i en bestemt ernæringsmæssig ramme.

Prøv at forestille dig disse scenarier:

”Jeg ved du har et super-lavt budget til mad. Men hvis du sælger din bil, så vil du have råd til vores økologiske og naturlige madvarer, vi anbefaler i vores program. Det er den eneste måde, du kan blive sund og fit på.”

”Kulhydrater? Du er ikke alene. Vi elsker dem. Men dette program handler om at skære væk. Low carb er det, der virker. Punktum. Insulin er fjenden. Så sig farvel til sukker. Og pasta. Også kartofler. Og ris…”

”Selvfølgelig forstår jeg din moral, følelser og dine etiske overvejelser. Men at spise animalske produkter… det er sådan vi gør det. Du har brug for protein og fedt. Og sådan spiste vores forfædre. Så det må du sluge. Smid en bøf på panden og lad os komme i gang.”

Jeg er klar over disse udsagn måske er sat lidt på spidsen, men det er ikke langt fra det man kan høre i fitnesscenteret eller læse på Facebook og Instagram. Og det er en skam, da…

De bedste coaches eller kostvejledere har ikke én bestemt ernæringsfilosofi

Men. Hvis du har en bestemt diæt – som paleo eller vegansk – som virker for dig, så er det fantastisk. Du skal være glad for, at du har fundet noget, der hjælper dig til at nå dine mål.

Men at foreslå, at fordi det virker for dig på et tidspunkt i dit liv under nogle bestemte omstændigheder, så skal alle følge det samme program? Det holder ikke.

Rent fysiologisk kan menneskekroppen fungere fremragende under mange forskellige ernæringsmæssige forhold.

Det er undersøgt og bevist mange gange med de forskellige diæter, stammer og etniske grupper anvender overalt på jorden.

Hvis vi tager inuitterne i det arktiske område og Grønland så spiser de rigtigt meget fedt og især animalske produkter og kun meget få grøntsager. Det samme gør sig gældende for Maasai folket i Afrika.

Kitava folket i den sydlige Stillehav spiser en diæt med lavt fedtindhold, mange grøntsager og mange kulhydrater.

På Tokelau øerne ved New Zealand spiser de masser af mættede fedt.

Store forskelle. Men fælles for dem alle er, at de er relativt sunde og har næsten ingen livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme, diabetes, fedme etc.

Det kan kun lade sig gøre fordi menneskekroppen er fantastisk til at tilpasse sig forskellige diæter og ernæring.

Det er muligt at være sund og fit hvad enten du mest spiser kød eller grøntsager, fedt eller kulhydrater, flere gange om dagen eller kun få gange – og så videre.

Det betyder, at som ernæringscoach skal jeg ikke tilhøre en bestemt ”ernæringstro”.

Når du arbejder med rigtige mennesker, skal du være ernæringsmæssig agnostisk.

Åben over for alt, der kan virke. Villig til at teste nye metoder, selvom de er stik imod dine nuværende holdninger. Og ydmyg nok til at tage fejl, selvom du virkelig godt kan lide at have ret.

Hvis jeg tror for meget på en bestemt ”ernæringsmæssig religion”, så fokuserer jeg på selve maden. Eller på min egen måde at se mad på. Og så mister jeg fokus på det, der er vigtigst som coach: Mine klienter og deres individuelle fysiologiske og følelsesmæssige behov.

Jeg har set klienter få succes med at spise vegansk. Andre med at spise kød. Nogle spiser masser af kulhydrater. Andre meget få. Nogle undgår gluten og får succes. Andre spiser gluten uden problemer og bliver sunde.

Jeg tager sundhed og fitness seriøst og respekterer alle valg. Jeg er mere interesseret i hvad der virker end at have ret.

Men hov? Hvordan kan alle disse forskellige diæter virke?

Du tænker muligvis: Hvordan kan alle disse meget forskellige diæter, der prædiker noget modsatrettet alle give positive resultater?

Mit svar er:

De er ikke så forskellige som du måske tror.

De fleste effektive kostplaner og diæter er mere ensartet end forskellige.

Når de efterleves rigtigt opnår man det samme med Paleo, plantebaserede diæter, high carb, low carb, faste etc. – nemlig:

1. De øger opmærksomheden på sund kost

Jeg ved at de fleste helst vil tale om selve maden – proteinerne, kulhydraterne og fedtet. Hvad du skal spise mere af og hvad du skal undgå. Men undersøgelser viser, at bare det at være mere opmærksom på, hvad du spiser er en vigtig faktor i om du taber fedt, bliver slank og forbedrer dit helbred.

Uanset om din opmærksomhed er henledt på at undgå kulhydrater, spise mere grønt, finde økologiske varer, undgå animalske produkter eller undgå ”ikke-Paleo” mad, så er det alt sammen godt.

For selve diæten betyder ikke så meget som det, at du bekymrer dig mere om hvad du spiser og putter i munden.

2. De fokuserer på kvalitet

Paleo og low carb vil have dig til at spise flere naturlige og økologiske animalske produkter, der har mere protein og fedt og ikke er forarbejdet.

Veganere og high carb vil have, at du spiser mere naturligt, plantebaserede mad, der har flere fibre, antioxidanter og ikke er forarbejdet.

Kan du se ligheden her?

Der findes vist ikke en ernæringsreligion, der anbefaler mere forarbejdet junk-food fyldt med kemikalier (gudskelov).

I stedet anbefaler de alle, at du spiser naturlige og minimalt forarbejdet mad fyldt med gode næringsstoffer. Og det er måske den vigtigste ernæringsmæssige indgriben overhovedet, uanset hvad det indeholder af protein, kulhydrater eller fedt.

3. De hjælper med at udrydde ernæringsmæssige mangler

For at blive ved det sidste punkt, så hjælper de fleste seriøse diæter os med at skifte væk fra højt bearbejdede fødevarer, som ofte har lav næringsværdi, da vigtige næringsstoffer er fjernet under forarbejdningen, til mere naturlige og minimalt forarbejdede fødevarer, som har deres naturlige næring i behold.

Så en seriøs diæt fjerner nogle af de mest almindelige næringsmæssige underskud (som vand, nogle vitaminer, protein og nogle fedtstoffer).

Dette betyder voldsomt meget. Vi har det oftest dårligt, når vi mangler bestemte næringsstoffer. Men efter nogle få uger, hvor dette bliver korrigeret, kan vi føle os ovenpå igen (og da ændringen kan være meget dramatisk, så er det ofte der, vi bliver ”diæt fanatikere”).

4. De hjælper med at regulere appetitten og mængden vi spiser

Når vi er mere opmærksomme på hvad vi spiser, når vi vælger bedre mad af høj kvalitet og når vi fjerner vores underskud af ernæringsmæssige stoffer, så ender vi næsten altid med at spise mindre. Vi føler os mere mætte. Vi taber fedt, får slanke muskler og har det bedre.

Læg mærke til at vi ikke tæller kalorier her. At fokusere på maden og kvaliteten af maden er normalt nok til, at du bliver bedre til at styre din sult og appetit. Og det betyder kaloriekontrol uden irriterende kaloriematematik.

Det betyder også, at du kan opretholde dine resultater eller vægttab på langt sigt. At tælle kalorier har en udløbsdato – ingen gør det for evigt.

5. De anbefaler regelmæssig træning

Når du bliver mere opmærksom på hvad og hvordan du spiser, begynder du som regel også at tænke på fysisk aktivitet. Faktisk så anbefaler en del af diæt-religionerne regelmæssig træning.

Når du træner regelmæssigt med et miks af høj og lav intensitets-aktiviteter, så forbedrer du dramatisk din evne til at omdanne mad – og det gælder al mad – til funktionelt væv (muskler) i stedet for fedt.

[powerkit_separator style=”solid” height=””]

Forhåbentlig forstår du nu, hvordan forskellige men seriøse diæt-filosofier – selv om de er helt modsatrettede på overfladen – alle kan medvirke til et sundt helbred og en god kropsform – også på langt sigt.

Så derfor…

Det giver ikke mening at vælge en bestemt diæt

1. Der er ikke noget, der er den universelle bedste diæt

Der findes ingen i særklasse og uden tvivl bedste diæt for alle. Mennesket har udviklet sig til at kunne trives under alle former for ernæringsmæssige vilkår.

Det er derfor jeg er glad for at hjælpe folk med at finde det bedste for dem, uanset deres diætmæssige præferencer.

Og det er naturligvis en stor gevinst for mine klienter, da de kommer i form ved at gøre det, de godt kan lide. Og godt for mig, for jeg kan hjælpe flere.

2. De fleste populære diæter har faktisk meget tilfælles

De mest populære diæter – når de udføres med forsigtighed, opmærksomhed og lidt coaching – hjælper med at kontrollere appetitten, forbedrer fødevarekvaliteten, anbefaler motion og øger opmærksomheden på hvad vi kommer i munden.

3. En coach skal aldrig låse dig fast til en bestemt filosofi

Du skal gøre det på din måde. En coach skal hjælpe dig med det. Jeg tvinger dig ikke ind i en bestemt filosofi. Veganere kan blive ved med at være veganere. Paleo-folket kan fortsætte med stenaldermad og keto med masser af fedt. Det er ingen hindring for succes.

Hvis du arbejder med en coach, som siger du skal spise på en helt bestemt måde… så skal du måske overveje dette samarbejde.

4. Vane-baseret coaching er bedre end diæt-baseret coaching

Vedvarende og sunde madvaner trumfer altid kostplaner, forbud og regler. Altid.

Jeg foretrækker en ernæringsmæssig coachingmodel, der over tid opbygger intelligente og holdbare vaner i stedet for at bede folk om at ”følge en kostplan” (hvilket betyder, at du skal lave en total livsstilsændring på dag 1!). For det virker. Og det virker ikke mindst på langt sigt. Du kan holde det.

Så den bedste diæt er …

… den, der passer dig bedst.

Hvis du er til Paleo, så kan jeg hjælpe dig. Det kan jeg også hvis du er veganer, hellere vil spise mange kulhydrater (eller færre), har et stramt budget eller kun spiser økologisk.

Jeg vil gerne have, at du følger en diæt, som passer dig og som du kan følge på lang sigt.

Lad mig høre om dine behov. Hvad vil du gerne opnå? Hvordan lever du? Hvad er virkelig vigtigt for dig? Dernæst kan jeg skabe den rigtige tilgang til din livsstilsændring – en der er målrettet dine mål og din livsstil.

For det er det coaching handler om.

Ernærings-guruer er på dette marked for at få opmærksomhed, komme med kontroversielle udtalelser og komme i TV. Det er derfor, de forsøger at tvinge folk til at følge meget strikse og stort set unødvendige madregler – ved at dæmonisere nogle fødevarer og lovprise andre.

Selvfølgelig sælger det bøger. Det gør sig godt på TV. Men vi ved alle hvordan det går, når almindelige mennesker skal forsøge at følge disse regler i virkelighedens verden.

De bedste coaches er derimod ansvarlige overfor og skal stå til ansvar overfor deres klienter. De er betalt for at skaffe resultater. Det ændrer spillet.

Det er derfor jeg ikke har nogen diæt filosofi. I stedet har jeg en personlig coaching proces.

En der hjælper mine klienter med at finde den bedste diæt for dem. En de kan følge på deres værste dage – ikke kun på deres bedste dage. En som tager højde for deres små men meget vigtige fysiske og biokemiske forskelle. Og en der tager højde for deres forskelle i livsstil, blandt andet:

  • Familie
  • Livskrav
  • Stressniveau
  • Arbejdssituation
  • Indkomstniveau
  • Madlavningserfaring og evner
  • Tid til rådighed
  • Fysisk formåen
  • Og så videre

Nej, det er ikke så simpelt og klart som ”undgå mad” eller ”spis som en hulemand”.

Men jeg tror på, det er den eneste fornuftige og rationelle tilgang.

Det er så tilfældigvis også den eneste tilgang, som rent faktisk virker på lang sigt.

Er du interesseret i en livsstilsændring, så kontakt mig for en uforpligtende samtale.

Om forfatteren 

Jan

Jeg hedder Jan og skriver indholdet på siden her. Jeg er 59 år og elsker god mad (som regel også sund mad), motion og et lykkeligt liv. Det lykkes ikke altid, men man lærer jo både af gode og dårlige erfaringer. Jeg håber du kan bruge mine tips til noget?

Giv en kommentar

Din email adresse bliver ikke offentliggjort. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}